Der er noget fascinerende over billeder i sort hvid. Når man tager farverne ud af et landskabsfoto forenkler man det hele, og man skal kun forholde sig til lys og skygge, og så naturligvis motivet.
Lige siden jeg som ung fotograf stod i mørkekammeret og så billedene tone frem, har jeg arbejdet med sort hvid. Den store inspiration var især den amerikanske fotograf Ansel Adams, som brugte hele sit liv på at fotografere og forfine sin teknik. Han udviklede bl.a. zonesystemet som opdeler billedet i 10-12 forskellige gråtoner fra sort til hvidt. Teknikken er kompliceret når man fremkalder film, men i dag er det noget nemmere at styre i ro og mag på computeren. Hvis man fx. arbejder med Silver Efex Pro fra Nik Software kan man arbejde direkte med zonesystemet.